At miste – og at få

AT MISTE – OG AT FÅ

Døden kom tæt på her ved vinterferiens første morgenbord.

Børnene ’adopterede’ hver deres orangutang, Henrik & Miko, for ca. 4 år siden, som bor på et af Lone Dröscher Nielsens rehabiliteringscentre på Borneo.

I dag var der brev til Villads fra Save The Orangutan og Lone Drøscher Nielsen.

Han åbnede brevet og begyndte at læse … ”Ligesom mennesker indimellem bukker under for sygdomme, sker det, at orangutanger i naturen såvel som på vores rehabiliteringscentre, rammes af sygdomme, som vi desværre ikke kan forudse eller forhindre. (jeg aner hvad klokken har slået).

Villads læser videre … ”Vi mistede ulykkeligvis Henrik i slutningen af januar i år på grund af … stemmen knækker. Han kigger op fra brevet med våde øjne og møder … våde øjne.

Hvad end der kommer helt indefra, smitter på et splitsekund. Vi er alle ramt. Spontant.

”Jeg kan ikke læse mere, mor”, siger han.

”Jeg skal nok læse resten” – Smilla tager over og fortsætter …

… “hjertesvigt. Henrik gik bort blandt sine orangutang-venner og babysittere i trygge omgivelser.

Vi er oprigtig kede af at miste Henrik. Han kom til Nyaru Menteng for godt syv år siden. Lille og svag, men med din hjælp og alle de ansattes og hans orangutang-venners støtte, voksede han sig stille og roligt til en ung han.

Henrik har jeg selv holdt mange gange i favnen og opmuntret ham, specielt da han var syg af malaria, og hans verden blev for uoverskuelig. Han var en blid fyr, som vi havde håbet det bedste for, men naturen er ind imellem en barsk lærer, og vi må nu koncentrere os om at hjælpe alle Henriks venner, og glæde os over de mange år Henrik fik her på centeret.

Hans venner behøver stadig al den hjælp og støtte de kan få og i stedet for Henrik, har du nu fået Meryl.

(Adoptionsbeviset med Meryl fulgte med brevet).

Hun blev reddet fra en trist skæbne som illegalt kæledyr og har siden vokset sig fra et lille skravl til et stort legebarn med masser af mod på livet, og med din hjælp, vil hun snart slutte sin tid i Vuggestuen og starte i Børnehaven.

Jeg håber inderligt, at du vil tage vel imod Meryl, da hun og hendes orangutang venner i alle aldre fortjener en ny chance.

Tusind tak for din forståelse og hjælp. Du er med til at sikre orangutangerne en fremtid.

De bedste hilsner,
Lone Dröscher Nielsen
**************************

”Nåårrrr, nurrrrr, aiiii, hun er så sød, mor. Se lige. Nøj, hvor er hun nuttet. Jeg savner mest Henrik, men hun er også sød.”

Det er trist med den lille tapre Henrik. Og dejligt at opleve min ligeså tapre søn vise sine følelser og forstå vigtigheden af at gøre noget for andre – og at det indimellem også kan bære sorg med sig.

Jeg mødte Lone for nogle år tilbage og har den dybeste respekt for det arbejde hun gør og for det menneske hun er.

Jeg er en rørt lille mor lige nu. Over det hele. Livet. Døden. Nuancerne. Følelserne. Ærligheden. Over de små ting, der har så stor impact. Mere impact end travle hoveder nogle gange forstår.

At se de to unger støtte hinanden. At den skilling vi giver hver måned, gør en forskel på den anden side af jorden.

Rørt over den familie, vi er – også dem på de fjerne kyster; Orangutangerne Miko og Meryl, Plan-barnet, Xavier Gonzales og alle jer andre. Forbundet.

Villads er smuttet i Trampolin land med sin kammerat og Smilla har inviteret alle veninderne til vinterferie fest og sleep-over. Hviin og grin fylder stuerne.

Livet går videre og om lidt er kaffen klar.