Hvor gør du af dine tårer?

Jeg sendte min mor blomster i går, og hun skrev en sms efterfølgende; “Tusind tak, skat. Jeg kan ikke ringe dig op, så tuder jeg”.

I går mødte jeg en kvinde, sammenkrøbet bag en skærm, i et forsøg på at skjule sine tårer.

Jeg har haft kursister (fra det pulserende erhvervsliv) i ugens løb, som ikke har tilladt sig selv at vise sårbarhed i årevis.

Jeg selv har mange tårer, både i private og professionelle sammenhænge, og de kommer ofte og let. Men sådan har det bestemt ikke altid været. Jeg har brugt mange kræfter på at undertrykke mine tårer og stive facaden af. Den tid er forbi, for tårer skal have plads.

De er en del af mig. De er en del af dig.

Tårer er kroppens naturlige (og måske mest undertrykte) måde at ventilere følelser og sindstilstande på og derfor lider livets flow under et hårdt og tungt låg, når sårbarheden (det, der er, og den vi er) ikke får lov til at trænge igennem i hverdagen med sit lys. Med sin ærlighed. Autenticitet og råstyrke.

Hvordan har du det med tårer? Dine egne og andres?

Tårer kan presse sig på når eksempelvis:

* Du føler andre ser dig og hvordan du har det.
* Du har båret på for meget i for lang tid og endelig får et frirum.
* Du bliver positivt overrasket og føler dig værdsat/elsket.
* Du føler dig uretfærdigt behandlet.
* Du er bange for at miste.
* Du er vred og såret.
* Du er bekymret.
* Du er i sorg.

Alt det sker jo jævnligt i et helt almindeligt hverdagsliv, men mange vil ikke vise den sårbarhed overfor chefen. Eller overfor kollegerne, eller veninden, partneren, overfor fremmede, eller i det offentlige rum, eller overfor … eller overfor … eller…så de bliver skjult. Duppet hurtigt væk med en serviet. Undertrykt med vrede, facade eller et ‘jeg er okey’.

Der er masser af rationelle grunde til ikke at vise tårer. De holder bare ikke, for livet er ikke rationelt. Livet er det hele. Først og fremmest noget, vi mærker.

Pointen er, at vi ikke skal have en god grund til at have det, som vi har det. Vi skal egentlig blot lære at være med alle vores følelser og modigt dele os selv derfra – uden at give andre skylden for det, vi mærker.

Uden at kunne stå ved os selv og give plads, frafalder muligheden for at vokse og modnes som menneske. Udvikling kræver at stå ved det, der er – nogle gang blot lade tårerne trille – og lade os blive set som det hele menneske vi er. Alternativet er at stagnere og lukke ned.

Næste gange valget står mellem at vise tårer eller vende hovedet væk, så lad dem trille. Se hvad der sker …