Jeg tiltrækker kun små mennesker, når jeg gør mig selv lille.

Jeg dumpede to gange til køreprøven, da jeg skulle tage mit kørekort i sin tid.

Kørelæreren var en brysk fætter, og jeg var lige ved at s…. i bukserne, hver gang vi skulle køre sammen.

Han havde det der passive – lidt aggressive – kropssprog, hvor han ikke helt sagde, hvad han mente, men tydeligt lod sine holdninger sive ud igennem lange suk, sammenbidte kæber og lettere hovedrysten.

Jeg følte mig så lille i hans selskab, og hver køretime var en plage. Rædselsfuldt.

Min mor og far betalte mit kørekørt, og den tunge gang op ad trapperne, da jeg var dumt for anden gang, var ikke sjov.

Jeg var fast besluttet på at gøre tredje. gang til en bedre oplevelse. Jeg ville simpelthen BESTÅ!.

Jeg var helt sikker på, at jeg ikke ville bestå min køreprøve på følelsen af at være lille.

Jeg så to valgmuligheder for mig. Enten gik jeg op igen – hos den samme – eller også bad jeg om en ny motorsagkyndig.

En der ikke sukkede dybt og vendte det hvide ud af øjnene, hver gang jeg lavede en fejl, han havde irettesat mig for tidligere. (Det viste sig, at der var kommet en del klager på hans adfærd).

Så jeg fik en ny. En, der forstod, hvad jeg var bange for. En, der forstod at vise mig, hvordan jeg kunne køre korrekt og følge reglerne, selvom jeg var nervøs og indimellem tvivlede på mig selv.

Det var en af de vigtigste lektioner fra min ungdom om at give mig selv plads.

At jeg kun tiltrækker små mennesker, når jeg gør mig selv lille.