Forholdet var bygget på frygt og ville aldrig holde i længden … så jeg slog op.
I skrivende stund sidder jeg i tusmørket … det er ved at blive lyst og jeg har fri. Her er musestille.
Jeg gik på ferie mandag aften og har brugt ugen på at ligge på sofaen og se film, danse, klare de sidste julegaver + lidt social hygge indimellem.
Efter et par intensive arbejdsmåneder, har jeg brug for ro – og få gøremål. Brug for at tusse rundt.
Ligesom mine forfædre, har jeg brug for at ligge og kigge ind i flammerne og bare være. Indimellem.
Huset trænger til en overhaling og der er [en del] vasketøj i kurven, men det siges, at det ikke ‘løber ikke nogle steder’. Det tror jeg på. Nullermændene løber faktisk lidt. Hen over gulvet, når jeg går, men størrelsen er da ikke iøjnefaldende … endnu.
Jeg besluttede for år tilbage at slå op med travlhed. Travlhed på den usunde måde. Hvor præstation og gøren, overskyggede nærvær og væren. Og resultaterne på ingen måde, stod mål med udbyttet. Gearskiftet har krævet øvelse for mig, for jeg har altid kørt i et højt gear, men som med alt andet vi øver os på, lykkes det, hvis vi gør os umage.
Jeg ryddede ud alle de steder, hvor min præstation var bundet op i en negativ frygt. Frygten for ikke at være god nok, klog nok, rigtig nok … nok nok nok.
Før i tiden kunne jeg føle, at jeg havde bygget Colosseum og fået et glas vand som belønning. I dag står mine resultater mål med indsatsen – og mere til.
Hvis du har oplevelsen af, at det du gør, ikke giver dig det, du har behov for, så overvej hvilken energi, der bærer din gøren. Dine præstationer. Er det frygten, der overvejende driver værket, vil resultaterne ikke stå mål med indsatsen i længden.
Ønsker dig en behovsdækkende 23. december.
Kærligst
Anja
Skriv et svar