Jeg var ude at gå ved stranden idag. Et sted hvor hundene må gå løs.
På et tidspunkt hører jeg et råb bag nogle buske.
Jeg løber derhen og kan se, at min hund hilser på en Alaskan Malamut i snor.
Der står en dame i en rød jakke og skælder mig ud.
Hun råber og siger ‘hvorfor fanden har I ikke jeres hunde i snor’.
Jeg kommer hen til hende og kan se på hundene, at de er okey.
Ingen faresignaler.
Den røde dame råber videre… ‘min hund flår din. Hun kan slet ikke med andre hunde og er meget agressiv.’
‘Okey’, siger jeg. Jeg tager ham. Du behøver ikke at råbe af mig.’
‘Du må slet ikke gå med din hund løs her’.
‘Hvis det er tilfældet, vidste jeg det ikke’
(blev et øjeblik i tvivl, om jeg måtte – fik senere bekræftet, at det må man gerne).
‘Jooo det vidste du vist godt’, siger den røde dame.
‘Jeg kan godt høre,du er vred, måske i virkeligheden bekymret for om din hund ville gøre min hund noget. Det forstår jeg, men lad være med at insinuere, at jeg gør noget forkert med vilje.
Det synes jeg bestemt ikke er rart.’
(Alt imens vi taler, står hundene og snuser til hinanden).
Den røde dame begyndte at falde til ro.
Hun bliver glad for at se, at hendes hund kan være rolig sammen med en anden hund.
‘Hun er blevet bidt af sin egen race meget voldsomt og derfor reagerer hun ofte meget aggressivt.’
‘Det kan jeg godt forstå’, siger jeg. ‘Vi kan virkelig blive vrede, når vi er bange.’
Den røde dame smiler til mig.
‘Tak for lige at tage mig sådan dér’.
Fortsat god tur.
Skriv et svar