Det gør nas at blive afvist af andre – men hvad sker der, når vi afviser os selv?

Jeg har sådan en lille drøm, der følger mig …

En drøm om rene overflader og et (altid) ryddeligt, overskueligt hjem.

Det lykkedes i korte ahhhhhh momenter med hjælp fra min trofaste gamle rengøringsdame (på 86!), men det modsatte er mere reglen i perioder.

Vi er et par ’spredere’ her på matriklen … så lige ‘pludselig ligger der bare ting hist og pist.

Det er ikke et problem, men det bliver det, hvis ikke bunkerne får en kærlig hånd indimellem.

Det samme gælder energien mellem mennesker.

Stemningen.

Her er min tolerancetærskel en del lavere.

Er der noget, der er ‘off’, taler vi om det.

Vi har fået ord, et sprog, som værktøj til at tale sammen. Og vi har fået kroppe, så vi kan mærke, når det er tid til en snak.

Stemningen mellem dig og dem du tilbringer tid med, afslører om der er behov for oprydning.

– Siger du det, du mener og mener du det, du siger?

– Er der rent bord mellem jer?

Måske er der bare behov for en let ‘klud’ for at tage det smuds, der har lagt sig på overfladen.

Måske er det tid til den store forårsrengøring.

Måske har der aldrig været ryddet op og nu er der fyldt med bunker, så du ikke kan finde dig selv – eller mærke den anden.

Måske får du endda lyst til at give den anden skylden. Føler, at den anden dræner dig?

Hvis en af ovennævnte scenarier er gældende, så overvej dette:

Hvad har du ikke har givet dig selv lov til at udtrykke undervejs, mens den dårlige stemning byggede sig op inde i dig – mellem jer.

Overvej, hvornår og hvorfor du begyndte at afvise dig selv. Afvise det, du mærker, føler, tænker, har brug for.

Det, du mærker – kan kun du tage hånd om.

Tøjbunker kan gradvist få en fysisk størrelse, så de er svære at gå udenom, men dårlig stemning fylder som et loddent væg til væg tæppe, der suger al ilt til sig og er umuligt ikke at bemærke – men desværre muligt at ignorere.

I hvert fald indtil grænsen er nået for:

– Hængende mundvige

– Undvigende blikke

– Bebrejdende toner

– Brok

– Tavshed, (ikke at forveksle med stilhed).

– Fravær af glædesudbrud

– Nul nysgerrige dialoger

– Ophør af samhørighed og samspil

 

Dårlig stemning er ikke min kop te, men jeg forstår godt, hvorfor det sker.

Vi bliver bange, når vi skal nærme os de risikable samtaler.

• Bange for at miste.
• Bange for at såre eller blive såret.
• Bange for den potentielle konflikt
• Bange for ikke at blive set, hørt og forstået.

Og uden at tænke nærmere over det, kan det hurtigt komme til at handle om ‘den anden’, fremfor at få øje på, hvor vi afviser os selv. Og starte dér.

Konsekvensen

…. vi læner os væk fra hinanden fremfor ind til hinanden og venter på:

• at det går over af sig selv
• at den ‘anden’ endelig indser han/hun er gal på den og laver en ko-vending og opfører sig lige, som du ønsker 

Sig det hellere, som det er – jo før, jo bedre

Vi har hver dag mulighed for at lufte ud i vores hverdagsstemninger og rydde op i de ophobede bunker – og sker det ikke løbende, ryger den gode stemning og alt det, vi kan skabe sammen, når der er tydelighed.

Ophobning skal gå hånd i hånd med forløsning.

Hvis du er i tvivl om hvordan du kan få sat gang i stemningsoprydningen, så start her:

1. Fortæl hvordan du har det med X til en lyttende ven/partner/kollega.
2. Sig så nøjagtigt det, du sagde til din lyttende ven, til den person hvor stemningen har mislyde – naturligvis uden at ‘dudde’ (Du er, du gør, du vil etc.) Hold din udmelding til ‘jeg oplever’, ‘jeg mærker’ etc.
3. Se  hvad der sker, når du ikke afviser det, du oplever og mærker.

Når vi ikke afviser os selv, kan livet bevæge sig.