Nogle af jer har måske hørt om Miss UP, min bil, og alle de eskapader, hun har været ude på – med eller uden min velsignelse.
Vi fandt sammen efter min skilsmisse og har været vidt omkring de sidste 9 års tid.
270.000 km. På motorveje, landeveje, afveje og (ind i) en enkelt hæk – men stort set uden skader og reparationer. Det er i sig selv lidt af en fælles bedrift.
Og så pludselig… bang – stod hun af. Det hele blev lidt slapt og gik i stå – eller rettere – hun kan godt fikses og strammes op, siger mekanikeren.
For ca. 30.000 plus det løse, kan hun køre videre lidt endnu.
Lidt endnu … det lugter lidt af at lukke øjnene for realiteterne.
For kender du det – man ved godt, når noget ikke kan betale sig længere. Eller nogle ved.
Der kommer altid en tidspunkt, hvor det gamle ikke længere virker og må vige for noget nyt, som f.eks. sexistisk ledelse.
Hov – det var et sidespring.
Tilbage på UP sporet.
Og nu er tiden kommet til min lille UP. Med kig til himlen og det lyse indre.
Blir sgu helt nostalgisk. Hun har været ved min side i tykt og tyndt. Søstersind, you know.
Jeg skal ud og tage afsked med hende i næste uge. Og så skal jeg finde ud, hvad der er værdigt for min krop at blive transporteret i.
Den behøver ikke at have tusindevis af hestekræfter.
Den behøver heller ikke at signalere, ‘her kommer jeg’.
Jeg skal bare kunne stole på, at den bremser, når jeg trykker på bremseren. Kører, når jeg trykker på speederen.
Meget simpelt. Den skal reagere på mit mindste vink.
Lige som Miss UP, den gamle traver.
Og da hun har moret mig – og vist også en del andre her på væggen med sine forsvindingsnumre – synes jeg, hun fortjener et værdigt afskedsdyt. Og den er hun med på.
DYYYYYYYYT og go’ weekend.
Skriv et svar