“Det er der ikke tid til”. “Det kan vi ikke nå”. “Det tager for lang tid”. “Vi har for travlt”. “Tiden flyver afsted”. “Hvor blev tiden af”?”.
Første gang, jeg stod ansigt til ansigt med døden var, da min mormor blev revet væk fra os fra den ene dag til den anden. Dernæst er adskillige fulgt efter. Min elskede fætter. Min søde veninde. Onkler, tanter og bedsteforældre. Mange afskeder, mange begravelser.
Jeg er holdt op med at tælle – men jeg er ikke holdt op med at mærke. Mærke, hvad jeg har at gøre godt med. I mit liv.
De tre gange, jeg indtil nu har hevet en måneds tid ud af kalenderen for at tage til udlandet og undervise, har jeg stort set altid fået spørgsmålet…”Jamen har du tid til det?”, “Hvad med forretningen herhjemme?”.
Når jeg underviser ledere, hører jeg altid samme undskyldning for at handle anderledes. “Det har vi ikke tid til”. Indtil de prøver det – og mærker forskellen. Så kommer motivationen af sig selv.
Som selvstændig har jeg mærket energien af underskud puste mig i nakken …tidsmæssigt, økonomisk – selv når det gik rigtig godt, kunne der ligge en frygt for, at det gik den anden vej. Det blev ekstremt stressende i længden og det lukkede ned for min evne til at skabe.
Jeg blev ret hurtigt træt af den følelse og besluttede mig for, at det måtte høre op.
Jeg ville kunne mærke helt ind til benet, hvornår det var tid til at handle og hvornår det var tid til at slappe af og bare være.
Den balance ville jeg mestre. Fleksibiliteten. (Læs mere om fleksibilitet og hverdagsmod i første kapitel af Flyt Dig Lidt – downloades her).
Når børnene er hos deres far, trækker jeg nogle gange et par dage ud af kalenderen og ser det ene afsnit af Greys Anatomy (serie på Viaplay) efter det andet, hvis jeg har behov for ro og hjernestilhed.
Jeg kan indimellem stadig høre en lille stemme i baghovedet: “Du kunne også liiiige ordne …” Men stemmen er blevet spag. Engang larmede den så meget, at jeg gjorde, hvad jeg kunne for at holde trit.
“Kom så, kom så, kom så…mere, mere, mere … gøre, gøre, gøre.
Men uanset hvor meget jeg gjorde – var det ikke rigtig nok. Til at føle sig nok. Så jeg stoppede og gjorde noget andet. Jeg fortalte mig selv, at det eneste, jeg med sikkerhed vidste, var, at jeg nok skulle nå at dø.
Det behøvede jeg ikke at have travlt med, Jegg have faktisk ikke brug for at have travlt med noget. Ikke engang med at leve. For det blev også forceret. Det er NU, du skal leve!
Nogle dage har jeg slet ikke brug for at ligge og lave ingenting. Så har jeg brug for at skabe, gøre, ordne – andre dage har jeg brug for indre og ydre stilstand.
Jeg har givet mig selv lov til det, og det har været den eneste måde, min krop har kunnet lære at mærke forskellen. Forskellen på at gøre – og at være. Forskellen på frygt og tillid.
Når vi ikke længere trækker tidskortet som undskyldning, er vi tvunget til at gå vores liv, beslutninger og behov efter i sømmene.
Hvis min søn kalder på mig og vil spille bold, mens jeg er optaget af noget andet, undgår jeg så vidt muligt at drage tiden ind i det: “Det har jeg ikke tid til nu” – og siger i stedet for: “Det vil jeg rigtig gerne”. Eller “det har jeg ikke lyst til lige nu”.
Jeg ønsker, at mine børn vokser op med en opfattelse af, at der er den tid, der er – og den kan vi selv lede, hvis vi tør være ærlige over for os selv og omverdenen.
Hvis han var faldet ned af en stige 5 minutter efter jeg havde sagt nej til at spille bold pga. af såkaldt manglende tid, ville jeg jo ikke trække tidskortet og sige “det har jeg ikke tid til nu”.
Når tiden er trukket ud af alle beslutninger, når der ikke er noget vi skal nå, bliver alting klarere. De dårlige undskyldninger forsvinder og integriteten træder i forgrunden.
Hvad vil jeg?, Hvad kan jeg?, Hvad tør jeg?
I mellemtiden … bestem selv. Der sker noget, når tiden ikke for lov til at bestemme over livet.
Skriv et svar