Smerten opstår i frygten…Kærlighed i sig selv er smertefri.
Mit kærlighedsforhold til livet har ført mig vidt omkring, men det er intet mod det landskab, jeg har måtte granske i mig selv for at forstå hvad ubetinget kærlighed er for en størrelse.
For mig. Til mig og til et andet menneske, som ikke bærer titlen datter eller søn.
Igår holdt jeg foredrag på Ballroom & Trotters (skønt sted på Klampenborg Travbane) i forbindelse med en kærlighedskoncert, som Søren Stenderup stod i spidsen for.
Aftenens overskrift “Genskab Dit Kærlighedsflow”.
Vi elsker kærlighed, men vi hader smerten, der indimellem kan opstå, når vi føler os afviste, misforstået, usikre, sårbare – indtil vi lærer, at smerten ikke er farlig. At vi kan bruge den konstruktivt.
At vi ikke behøver at flygte fra den. Kæmpe med den.
Mit kærlighedsliv har lært mig meget om, hvem jeg er og hvad jeg ønsker her i livet.
Mine kærlighedsforhold har lært mig om sårbarhed i praksis. Om ærlighed og integritet. At sige tingene som de er – også når det gør ondt.
Mit første lange kærlighedsforhold startede, da jeg var 17 år.
10 år blev det til. Et forhold der startede godt og endte rigtig skidt. Jeg blev, fordi jeg var bange for at gå, bange for at såre (selvom jeg selv blev såret gang på gang), bange for følgerne.
Jeg skjulte forholdets virkelighed for omverdenen, fordi det var for tungt at indse, hvad jeg havde valgt at være en del af. Jeg ville ikke indse, at noget der startede så godt, kunne ende så galt.
Mit andet lange forhold varede i 12 år og gav mig de skønneste børn og et roligt og stabilt ægteskab.
På en eller anden vis, var der ikke mere næring til os til sidst. Sorgfuldt på utrolig mange måder, men sandt.
Mit ægteskab gik fra ægteskab til indlandsis til øvelse i livslangt samarbejde. Et samarbejde, som vi stadig arbejder på at gøre så godt som overhovedet muligt for vores børn.
Der er ingen andre, der helt kan dele glæden ved ens børn og deres bedrifter som den person, man rent faktisk har fået dem med.
Vi har begge skullet sluge kameler og finde dybe niveauer af tilgivelse – men når det kommer til ungerne, er der ingen tvivl.
Vi skal være der for dem – og derfor skal vi være der for hinanden.
Jeg har altid haft et behov for at søge dybere og dybere ind i mit liv. I forståelsen af mig selv. Mine styrker og mine blindspots.
Hver gang jeg har bedt om et dybere niveau af kærlighed til mig selv og til andre mennesker, er muligheden opstået.
Som regel ikke i den form, jeg regner med 🙂 – men i den form, jeg har brug for og som kaster lys på de områder, jeg er klar til at se på, for at skabe et nyt niveau af kontakt til mig selv og den mand, jeg elsker.
Jeg er forelsket i den uendelighed af lag, vi mennesker besidder.
Det er smukt. Simpelthen. Og når vi ikke er bange for at udforske de lag, udvikler vores skaberevne sig hele tiden. I alle livsområder.
Som afslutning på foredraget i går, fik deltagerne et tresiders dokument med en række spørgsmål, som kan hjælpe med at dyrke sårbarheden i praksis. Sammen.
Du finder spørgsmålene her.
Alle var enige om, at en time om emnet var for lidt, så jeg pusler lidt med tanken om en halv-/heldags workshop om Sårbarhed – i praksis. Datoen er sat til søndag den 21. august og du kan læse om workshoppen her.
Kærligst
Anja
Skriv et svar