Hvad har sårbarhed med flow at gøre?

Da jeg for første gang stødte på flow begrebet for 17 år siden, hungrede jeg efter det. Flowet.

Mit liv var ikke, hvad jeg havde tænkt mig. Langt fra faktisk. Sådan nærmest kedeligt, uinspirerende og små-kaotisk.

Jeg syntes, der var så meget af mig, jeg ikke kunne finde ud af at give plads.

Arbejdet spillede ikke, kærligheden spillede heller ikke. Økonomi interesserede mig ikke. Og det var ikke smart. Det er et godt betalingsmiddel. Til regninger bl.a.

Jeg følte mig halv. Eller måske nærmest kvart. Ambitioner og drømme havde jeg rigeligt af, men startknappen kunne jeg ikke finde.

Jeg ville så gerne mærke flow i mit liv. Fremgang uden knuder. Når alt bare ‘spiller’. Det var jeg klar til.

Troede jeg.

… det var jeg faktisk [slet] ikke. Viste det sig.

Jeg var klar til noget helt andet. Jeg var klar til det modsatte. Modstanden.

For hvad jeg ikke vidste dengang var, at flow tilstanden ikke opstår ud af ingenting. Den opstår ikke “bare”.

Indgangsporten til alle flow tilstande har sin rod i modstand. Noget, der ikke er helt let, men kræver noget af os. Noget vi skal strække os for. Noget, vi skal gøre os umage med.

Tænk på pianisten, der efter adskillige tusindvis af timer oplever at blive ét med sit instrument. Det ville aldrig være sket, uden øvelse. Modstand og atter modstand indtil det lykkedes.

Jeg kunne på ingen måder sætte mig ved et flygel og ‘flyde sammen med det’.  Et-finger Für Elise versionen, var hvad jeg kunne. Med tungen lige i munden. Så flow i den sammenhæng, ville jeg formentlig aldrig komme til at opleve.

Jeg ville til gengæld inderligt gerne opleve sammensmeltningen med mig. Så jeg i enhver situation kunne hjælpe mig selv igennem modstand til lethed.

>>Tænk på sidste gang du skulle sige noget, der var svært at få sagt? Da du havde sagt det, blev du så lettet?

>>Tænk på sidste gang du tog en svær beslutning, men som du vidste, du måtte tage. Blev du så lettet bagefter?

>>Tænk på en svær fysisk præstation, som du overkom – hvad mærkede du bagefter? Lettelse?

Hvordan kan det at erkende og handle på det, der er svært og indimellem følsomt, skabe oplevelsen af flow?

Det gik op for mig, at det jeg havde sværest ved, var at vise, at jeg var sårbar.  At der rent faktisk var noget, jeg ikke magtede. Havde brug for hjælp til. Havde brug for at sige – selvom jeg ikke turde. Havde brug for at vise. Mig.

Jeg blokerede min egen oplevelse af flow, fordi jeg stoppede mig selv i næste skridt frem, hver gang jeg mødte modstanden indeni. Aha.

Da ti-øren endelig faldt, blev det nemmere at øve mig med vilje. Øve mig på at komme igennem modstanden, snarere end at lade den stoppe mig. Øve mig på at sige det, der var svært at sige. Øve mig på at bede om det, jeg havde brug for. Øve mig på at vise mit inderste, for at få det til at hænge sammen med mit ydre. For nu var der en gulerod. Oplevelsen af flow.

Flow tilstanden opstår mellem det svære og det lette. Ikke for svært, så vi ikke kan overkomme det. Ikke for let, så vi ikke bruger os selv. Der, hvor vi har os selv i spil. Der, hvor vi er vores eget instrument.

Ja. Lige der opstår muligheden for flow.

På den modsatte side af bredden står frygten. Den der får os til at tie, trække os, skærme os og beskytte os. Fordi vi tror, det er det sikreste. Det er det også. Sikkert. I hvert fald for en kort stund. Men livet er ikke sikkert. Det er kun døden, der er det.

En ting er dog helt  sikkert.

Sårbarheden er som regel den sidste dør vi forsigtigt forsøger at åbne, når alle andre døre er lirket op med vold og magt.

Tænk hvis det var den første.