Mor, jeg tror ikke, jeg kan leve op til det …

Jeg har en af de dage, hvor følelserne er uden på tøjet.

Det betyder, at de skal have plads.

I morges kunne jeg mærke, at følelsen af at ‘klare alting’, sad i halsen.

Min søn er syg og vi er hjemme i disse dage. Vi har en tydelig synkronisitet mellem os. Vi har som regel brug for ro samtidig.

Der har været blæs på et stykke tid og selvom jeg elsker mit arbejde og mit liv som helhed, har jeg også brug for at træde tilbage og mærke, hvor jeg er, hvad jeg har gang i, hvordan det føles og om der er noget, jeg ikke giver plads – og gerne med jævne mellemrum.

Min datter og jeg havde en snak forleden om hvad forventninger er og hvordan vi nogle gange kan skabe forventninger, der ikke er reelle eller nødvendige.

“Mor, jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne klare alt det, du kan…”

Tiden stod stille for mig et sekund, da hun sagde de ord.

Åhh hvad?, tænkte jeg, og mærkede ked-af-det-heden presse sig på. “Hvad mener du, skat?” og en lille ængstelse sneg sig ind.

Havde jeg presset hende til noget, uden at være bevidst om det?

Er jeg en rollemodel? eller det modsatte?

“Du klarer alting. Du har huset her, lillebror og jeg, din virksomhed, ja, det virker bare som meget at klare selv og jeg ved slet ikke, om jeg kan det”.

Lige i det sekund fik jeg understreget, at selvom vi ikke går op i karakterer og at skulle leve op til alt muligt herhjemme, så ‘taler’ alting alligevel. Naturligvis.

Mit liv taler.

Det liv jeg har valgt at leve, kaster strømninger af sig. Både skygger og glans.

På den ene side synes hun, at det er inspirerende. På den anden side viste det sig også at presse hende i en alder, hvor hun begynder at skue fremad og tænke på sin egen uddannelse og fremtid.

Det førte til en snak om vigtigheden af at fortælle, hvad vi mærker og oplever.

Om at vælge et liv, der giver mening for os. Hver især. Jeg fortalte hende, at jeg også indimellem savner ikke at skulle klare så meget – men at det også styrker mig at kunne. At kærligheden til hende og hendes bror, giver mig en enorm viljestyrke, men også en sårbarhed.

For jeg kan ikke klare alt og indimellem smider jeg håndklædet i ringen og føler mig lillebitte og har bare brug for at blive holdt om.

Netop at gøre det, giver mig styrken til at rejse mig igen.

 

Når jeg tør være lille, bliver jeg stor.

 

Vil jeg være en af ‘de stærke kvinder‘, der klarer alting selv, som pressen skriver om i ny og næ. Som ikke har brug for nogen eller noget – som aldrig giver op eller efter.

Nej, det er på ingen måder et mål i sig selv. Jeg har brug for alt muligt; kærlighed, omsorg, hjælp, trøst, skulderklap, en skulder at græde ud ved. Og det har jeg. Mest fordi jeg har turde være lille bitte. Også.

Ud af vores samtale kunne jeg se konturer af, hvad der som regel virker herhjemme, når en af os er lidt klemte.

Måske kan du bruge det, som inspiration i dit eget liv🙌

 

* Giv det plads, der er.

Mærk ind i energien i hjemmet/arbejdspladsen/relationen.

Er der pres, uro, tristhed? – så sæt dig ned og skab plads til at tale og ventilere, hvordan du har det. Start med dig selv.

Så kan resten af flokken også komme på banen.

(Ophobet energi, skaber pres; Undertrykte følelser og tanker, presser kroppen og sindet. Når vi ventilerer det, der er, sætter vi energien i bevægelse, styrker kontakten til os selv og hinanden og har flere muligheder for at skabe ro og klarhed.)

 

* Lyt ind, mærk efter, giv efter.

Lyt. Selvom det, du hører, enten påvirker eller presser dig – så giv plads til det. Vores opgave som mennesker er (bl.a.) ikke at være  bange for vores egne følelser, da det sender os i evig rutefart væk fra os selv. Og hinanden.

Mærk efter hvad det gør ved dig og giv efter for det i en jeg-form. (jeg mærker, jeg føler, jeg tænker).

Jeg blev bange for, at jeg pressede hende uden at vide det. Det sagde jeg højt. Jeg blev ked af, at hun følte sig presset. Det både viste jeg og sagde. Jeg fortalte også hvad der virkelig virker for mig i mit liv lige nu og hvad jeg er i gang med at justere.

 

* Sig tak.

Udtryk din taknemmelig for at andre vil dele deres inderste med dig – og sig tak for at du kan dele dit inderste med dem.

 

Ønsker dig en dejlig onsdag aften med plads til det, der er.

Kærligst

Anja