Nu kan jeg da faktisk godt dø …

Forleden morgen her i Vinterferien, efter en hed nat med Brad Pitt, tænkte jeg, ‘nu kan jeg da faktisk godt dø’.

Jeg havde følelsen af at have indfriet mere end jeg som ung nogensinde troede var muligt – som 47 årig.

– Jeg troede ikke, jeg skulle have børn. Og da slet ikke både en pige og en dreng.

– Jeg troede ikke, jeg skulle giftes (eller skilles).

– Jeg troede ikke, jeg skulle skrive en bog, eller flere.

– Jeg troede ikke, jeg skulle have min egen virksomhed.

– Jeg troede ikke, jeg ville opleve så mange dødsfald blandt mine nærmeste.

– Jeg troede ikke, jeg skulle føle mig så elsket.

– Jeg troede ikke, jeg skulle opleve så meget smerte.

– Jeg troede ikke, jeg skulle opleve så meget af verden.

– Jeg troede ikke, jeg skulle finde min vej.

– Jeg troede ikke … og listen er faktisk længere end jeg troede. (Prøv at lave din egen).

Der er så mange ting, som jeg ikke anede ville blive mit liv.

Jeg ønsker naturligvis ikke at dø, sådan rigtigt, lige nu. Der er bare ‘noget’, der føles færdigt i sin form og noget nyt er i undervejs. Hvad det er, vil langsomt vise sig.

Og midt i mine tanker her igår aftes, bankede det på døren. (Og så tog skriverierne en drejning, som livet gør indimellem).

Min søn, Villads på 12, kom spontant forbi. Jeg nåede lige at kramme ham, kysse på hans lækre kinder, få 3.5 minutters lyn referat af den forgangne uge, inden han susede ud af døren for at være sammen med vennerne. Det er det, livet også kan.

Uventede glædelige overraskelser.

Min datter på 15, har været i Japan/Korea i Vinterferien med sin ungdomsskole og kommer hjem i aften.

Første rejse langt væk uden mor og far. Det har været en fantastisk oplevelse for hende og fantastisk for os som forældre, at se hende sådan bare smutte afsted med tillid i bagagen.

Herhjemme har det været interessant at høre de kommentarer, rejsedestinationen har afstedkommet.

‘Bare hun ikke får Corona’.

Ahh hva?

Corona?

Hvad er chancen for, at hun skulle få det? (statistisk set nærmest 0)

Hvad kan sådan en bekymring bruges til? Ikke rigtig noget. Andet end at bemærke hvordan vi ofte, uden at tænke over det, hælder bekymringer ufiltreret ud i æteren.

Sådan spreder vi frygt.

Livskvalitet kan måles i hvor gode vi er til at perspektivere og dosere vores bekymringer.

Når vi sender ungerne ud i verden, må vi have tillid.

Tillid til at de kan klare det og tillid til, at vi kan håndtere vores bekymringer, så vi ikke står i vejen for deres udvikling.

Når vi selv kaster os ud i noget nyt her i livet, må vi have tillid. Tillid til os selv. Tillid til at vi kan håndtere vores bekymringer, så vi ikke står i vejen for vores egen udvikling.

Tillid til at det nok skal gå. For det gør det for det meste jo. Og det der ikke går, går enten over eller også findes der en løsning og som minimum, læring.

Jeg vil glæde mig til, at Brad Pitt kommer på besøg i en af mine drømme igen.

Kærligst,
Anja

NB: Ifølge den danske teolog og filosof, K.E. Løgstrup er tillid medfødt – mistillid tillæres under opvæksten.