Tvivl er en del af mit moderskab.
Jeg mærker på den ene side, hvad der er sandt. For mig. Hvad jeg vil give videre til min datter, men jeg vil heller ikke stå i vejen for det, der er sandt for hende.
Jeg har lovet min datter, at jeg hele livet vil gøre mit bedste for at se forbi mig selv.
Min egen bagage.
Og se hende så rent, jeg kan, så jeg ikke bare gør det modsatte af det, der ikke virkede for mig. Som lille pige. Som ung kvinde. Som moden kvinde.
Lade hende udvikle sig, som hun vil og kan. Når hun lider, lider jeg også. Når hun sejrer, sejrer jeg også.
Mange udfordringer må hun selv tage – med kram og kys i spandevis undervejs som støtte – men jeg kan ikke fikse livet for hende. Og skal ikke.
Jeg ønsker for hende, at hun finder sin vej og jeg ved, at det sker ved at gå den.
Skriv et svar