Hjemme er stedet, hvor jeg flader ud, lader op og hvor det lille “ahhhh” spontant slipper ud mellem læberne med jævne mellemrum.
Hjemme føler jeg ofte, at jeg er langt væk fra alting – at verden står stille lige her. At ingen kan finde mig. Bortset fra dem, der skal.
Isolation er måske et negativt ladet ord, men den positive side af det, er helle. Jeg elsker at isolere mig. Lige så meget som jeg elsker at træde frem. Det ene kan ikke fungere uden det andet.
Det betyder ikke, at der er styr på alting her, for der er altid noget at gribe fat i på et gammelt hus. Og der er altid en bunke vasketøj eller 4.
Selvom jeg har helle her, er der altid “noget” jeg kan gøre, men det står ikke på en liste.
Jeg laver ikke to-do lister.
Jeg er jo ikke blind 😆 jeg kan tydeligt se, hvad der trænger – men jeg kan også trænge.
Til hygge, ro, en god middag med vennerne, en formiddag i sengen, Take-away med ungerne på stuegulvet, venindehvidvins-kan-du-huske-da-vi, … og når jeg fylder alt det dejlige på mig, springer jeg lige pludselig i ukrudtsbedet og river de vildtvoksende duske op, så hækken kan ånde igen.
At ordne ting fra et overskudssted er balsam for min sjæl. Det lykkes ikke altid – men jeg elsker, når jeg sætter mit overskud øverst på min usynlige to-do liste. Hver dag.
Vi har ligesom indgået en aftale om, at tage den med ro. Huset og jeg. Vi er ikke bagud med xxx.
Vi er med.
Skriv et svar