12. December – Huskereglen om sårbarhed

“Det gør ikke noget, at filmen knækker – bare den ikke stopper”.

Sagt af en ung mand i udsendelsen “En stille forsvinden” i går på DR1.

I sårbarhed kan vi alle finde styrke, realisere meningsfuld personlig vækst og generere dybere forbindelser med os selv og andre. I det personlige såvel som i det professionelle liv.

Vi er ikke født til at være trygge, beskyttede og sikre hele tiden. Usikkerheden, uvisheden, utilstrækkeligheden er en del af det, at være menneske. Sårbarheden er en disciplin vi skal turde øve os på, hvis livet skal lukkes op – og ind.

Ofte hænger sårbarhed sammen med en frygt – og derfor bliver det svært at stå ved sig selv.

• Hvis jeg viser jeg, at jeg ikke kan leve op til deres forventninger, er jeg bange for at de ser mig som inkompetent.
• Hvis jeg siger hvordan jeg virkelig har det, kan det være, at han går fra mig.
• Hvis jeg siger fra, mister jeg måske jobbet.
• Hvis jeg siger at opgaven er lige i overkanten for mig nu, er jeg bange for ikke at slå til. I de andres øjne og mine egne.
• Hvis jeg står ved min sygdom, er jeg bange for at den tager mig helt.

Hvad sker der, når vi bare siger det hele højt? Fremfor at lade det forblive en stressende tankerække, en bremseklods, en barriere.

Sårbarhed har brug for essentielle ingredienser for at opretholdes. Frygt, ubehag, angst, stress, skam, skyld. Hvis vi siger det, vi er bange for – annullerer vi  frygt mekanismen. Uden frygt – bliver sårbarheden til mod og integritet. Integriteten åbner for flowet. Og vi bliver til mennesker, der tør sige tingene, som de er. Som de opleves. Som de føles.

Vi bliver til mennesker i bevægelse, fremfor mennesker i stagnation.

Det gør ikke noget at filmen knækker – bare den ikke stopper.

Ønsker dig en ærlig 12. december.

Kærligst

Anja

I morges da jeg satte mig for at skrive dette indlæg, poppede der et minde op på Facebook. På denne dato sidste år, skrev jeg om at såre – eller at blive såret. Det får du med her.

12. December 2015.

Selv om det sidste vi ønsker, er at såre dem vi elsker, sker det alligevel. Vi bliver såret og vi kommer til at såre andre. Opgaven er at komme styrket og modigere ud af det.

At føle sig såret eller at finde ud af, at vi har såret et andet menneske utilsigtet, er en ubehagelig følelse.

Men det sker.

På arbejdspladser, i venskaber, i kærlighedsrelationer.

Det hænder fordi vi er mennesker og har blinde vinkler. Vi ser ikke alt hele tiden og vi ser ikke altid alles behov eller vores egne for den sags skyld.

Opgaven er ikke at sikre sig mod at blive såret – for det er en umulig opgave.

Opgaven er at kunne give en undskyldning og at kunne modtage en. En balance der handler om både at kunne give og modtage.

Når vi er blevet såret, bliver vi bange for smerten.

Resultatet kan være, at vi ikke giver os selv lov til det, vi dybest set har behov for, af frygt for at blive såret igen. Vi skærmer os fra livet.

Og så sårer vi bare os selv lidt hver dag i stedet for. Det kan føles mindre pinefuldt – men i længden er det meget værre.

Så hellere vove pelsen. Det kunne jo være, at det gik godt.

Glædelig 12. December.

Kærligst

Anja