Delemor i hverdagen – fuldtidsmor i hjertet.
Sidder i sofaen med stængerne oppe og laptoppen i skødet. Her er helt stille. I 10 minutter er jeg ikke blevet afbrudt af et ”mooaaaar” og kaffen er stadig varm.
Tomt, underligt og dejligt på samme tid. Der er gået 3 uger med samvær, grin, gråd, sjov og ballade. Normalt har vi kun en uge sammen ad gangen, men det er sommerferie og vi har haft hinanden 3 uger i træk. Mine skønne unger og jeg.
I dag er det skifte dag.
Børnene på henholdsvis. 9 og 12 er lige blevet hentet. Klar til ferie med deres far.
De havde savnet ham og faldt ham om halsen, da han trådte ind ad døren. Det varmer mit hjerte. Han havde naturligvis savnet dem. Ahh gensynsglæde. Mine tanker ryger lige frem til 14. August, hvor jeg kan glæde mig til gensyns-glæde-krammere. Nå, tilbage til nuet.
3 ugers adskillelse føles som lang tid.
Jeg spurgte tidligere i dag, om de foretrak at fordele ferieugerne anderledes næste år. ”Nej”, sagde de samstemmende. ”Det bliver for meget flytteri.” ”Okey. Vi holder fast”, sagde jeg og mine tanker kredsede kort om den ugentlige flyttedag, som vi på alle måder forsøger at gøre så let som muligt, ved at tage ansvar for ting, der skal med frem og tilbage etc. men som alligevel er en flyttedag. Hver uge.
I deres ideelle verden, skulle der slet ikke være noget flytteri. Uanset hvor meget vi forsøger at lette det for dem. I vores ideelle verden, er der flytteri. Hmm. En af livets kabaler, der bare ikke går op.
Skiftedag.
Når jeg slipper behovet for at skiftedagene skal foregå på en bestemt måde – i højt humør og tralulalaj – så går det bedst. Faktisk skide godt. Alle må have det, som de har det. Følelserne kan bølge op og ned på en skiftedag. Det må de gerne og det gør de indimellem. Den mindste viser det ved at tage ting nært, som normalt ikke ville påvirke ham. Den store har brug for flere kram.
Hov – det banker på døren. Åh skønt. De kom lige tilbage for at hente lidt glemte sager. Kunne lige kysse på børnene igen. Vinke vinke. Rigtig god ferie!
Ordet ’delemor’ er poppet op i mine tanker siden i morges.
Havde jeg regnet med, at jeg nogensinde skulle være delemor til delebørn?. Nej. Havde min eksmand? Nej. Men sådan blev det og nu er vi forældre på deltid.
Eller er vi? Nej.
Det føles ikke sådan faktisk. Delebørn, deleforældre. Smager lidt på ordene. Smager sært.
Faktisk føler jeg mig ikke mindre mor eller mindre forælder, når børnene er hos deres far.
Jeg føler mig som mor, altid. Fuldtid. Uanset om de er hos mig eller ej. De er i min bevidsthed og i min underbevidsthed 24/7. De er en del af mig. Min krop og min sjæl.
Jeg er fuldtidsmor i hjertet.
Jeg bliver rørt ved tanken. Jeg var ikke ’typen’, der fik børn, da jeg sent i mine tyvere, spurtede rundt og havde nok i mig selv. Mere end rigeligt. Nu har jeg langt fra nok i mig selv – heldigvis.
Jeg elsker at savne dem, når de ikke er hos mig, fordi jeg elsker at jeg har dem, så jeg kan savne dem.
Savnet til dem vil aldrig forsvinde – det transformerer sig bare. Når de en dag får deres egen familie og måske børn eller rejser verden rundt, vil jeg også savne dem. Savn er et privilegie. En ekstra værdi i livet, som fortæller mig, hvad og hvem der betyder noget.
Jeg elsker at sende mine børn en kærlig tanke, når vi ikke er sammen og jeg elsker at mærke, når vi tænker på hinanden på samme tid. Jeg kan få en indskydelse om at gå på Instagram og i samme øjeblik, har min datter ’tagget’ mig i et af hendes feriebilleder eller min søn har sendt 3 hjerter afsted.
De øjeblikke.
Tak du vilde online verden. Lige så stor en gave du er i perioder med fysisk afstand, lige så stor en velsignelse er du at slukke for, når vi er sammen.
I disse tider hvor man kan kalde sig selv alt muligt; fraskilt, delemor, speltmor, for bare at nævne et par varianter af en ny tids titler, er der stadig kun én titel, der klinger rent ind hos mig og det er MOR.
Jeg er ikke blevet mindre mor af at blive skilt. Jeg er blevet mere. Mit hjerte er vokset, fordi det har skulle rumme mere. Også smerte. Rumme afstand og afsavn, uvished, tillid og kærlighed i rå mængder.
Selvom jeg ikke ser mine børn hver dag, er jeg stadig MOR. På fuld tid. I hjertet.
Skriv et svar