Livet på en sejlbåd – fandt jeg ud af igår – minder meget om livet som mor.
Mange ting skal gå op i en højere enhed og der skal trækkes i MANGE snore. Og gør man det rettidigt, sejler hun.
Og mens hun glider gennem vandet, skal der tankes op. Hviles lidt. Fyldes på – for pludselig vender vinden og så skal der trækkes i snore igen.
Åh ja, og lige huske at dukke hovedet, når bommen kommer susende. For ikke at tale om selve roret. Bare det at holde en kurs.
Og sådan går det derudad. Trække i snore, holde kurs, mærke vandet, læse vinden, se på de to små bitte bomuldssnore på sejlet, der fortæller dig, hvordan du sejler.
Hvordan du navigerer i foranderlige tilstande.
Og du kan være evigt forvisset om, at du nok skal opdage, hvis du har gjort noget galt, for hun reagerer med det samme…
Du skal være fintfølende, have øje på vindretningen og vejrets omskiftelighed. Og vigtig(s)t – Du skal hvile og fylde på egen tank – for lige pludselig er det forfra.
Der er både sol og regn, vind og blæst. Der er bølger og havblik.
Nogle dage føles det som at stå ved roret på en kæmpe sejlbåd med fuldt overblik – andre gange som at fare vild i bunden af gummibåd.
Men mest af alt, er det en vild, eventyrlig og inderligt sansende oplevelse at være mor for nogen. Og for sig selv – ikke mindst.
Og apropos det sidste. Støt alle mødre du kender, i at være en omsorgsfuld, blid og nænsom mor for sig selv.
Vi kan godt få en bom i hovedet i ny og næ og miste orienteringen.
Jeg har fået blomster af mine veninder i dag. De skriver, at de elsker mig og synes, jeg er den bedste mor, de kender.
Jeg blev så rørt😭 De stod ved min dør. Som et lille Fyrtårn, jeg ikke havde set komme.
Jeg dedikerer denne lille hyldest til dig – veninden – der forstår at læse vinden. Veninden med den moderlige omsorg – der ser det behov, din veninde ikke vidste hun havde.
Kærligst
Anja
Skriv et svar