I min tid i IT branchen ansatte jeg kun folk, jeg kunne mærke. Som turde sætte sig selv i spil og satse. Sig selv.
Da jeg ansatte min første webmand som selvstændig, blev han hyret, fordi han i første linje i ansøgningen skrev “jeg foretrækker skriftlig kommunikation, da jeg stammer”.
Når jeg sammen med mine kunder, familie, kæreste eller venner bliver ramt og rørt og lader tårerne trille, så lever jeg. Så kan jeg mærke, at vi er til stede. Kød og blod. Liv.
Fremfor at undskylde tårerne, med et “åhh det er SÅ pinligt, det er virkelig et dårligt tidspunkt at flæbe på”. (Hørt ved et afdelingsmøde, som rent faktisk endte med at vende hele agendaen. Gudskelov).
Hvis jeg tager praktikanter ind, er det fordi de er kommet med ærligheden i hånden. “Jeg har i de sidste 3 år været sygemeldt on/of med stress og depression og ud fra din hjemmeside kan jeg læse og mærke, at jeg kan være mig og lære en masse samtidig Jeg har så meget at give”. (og de har de fleste i det rette miljø).
Jeg ansætter ikke robotter og jeg ville heller ikke leve sammen med dem.
Jeg foretrækker, når al forstillelse forstummer.
Jeg foretrækker at give kroppen lov til at tale sit sprog.
Jeg foretrækker at give mig selv – og andre – lov.
For mig er det essensen af livet. Forudsætningen for at kunne leve og udleve.
Men i erhvervslivet, i kærlighedslivet – ja, i livet generelt, er det ikke altid det, vi møder.
Det er som om der er opstået en modsatrettet kategorisering af folk som værende enten ekstroverte, stærke og robuste eller introverte, særligt sensitive og sårbare.
I erhvervslivet vil de fleste gerne af med det introverte, sensitive og sårbare og erstatte det med robusthed og styrke.
Such a shame.
Det forholder sig sådan, at vejen til robusthed rent faktisk går gennem sensitivitet og sårbarhed … i hvert fald den intelligente robusthed.
Der er også dem, der er så tykhudede, at alting preller af på dem. Og dem hvor kroppen lige pludselig siger farvel og tak, fordi hovedet har styret showet alt for længe.
At lære sårbarhed i praksis er første trin til robusthed.
Hvis ikke du erkender din sårbarhed, vil du altid i ordets egentlige forstand være ”sårbar”. Du vil altid have nogle punkter, hvor ”fjenden” vil kunne såre dig, og du vil derfor altid have noget at frygte. ‘Noget’ du vil bruge energi på at flygte fra – indtil du falder om af stress. Eller det, der er værre.
Frygt er ikke den bedste ingrediens, hvis du forsøger at opbygge din robusthed – eller dit liv, din karriere, for den sags skyld.
Hvis du rent faktisk erkender din sårbarhed, hvis du øver dig i at stå stærkt på din sårbare platform, så har du langt mindre at frygte.
Hvis du lærer at tale ærligt ud fra din sårbarhed, vil du blive langt sværere at såre og dermed mere robust – og det er altså robust på den fede måde ;-). Den intelligente robusthed. Eller bevidste, om du vil.
Sårbarhed eller erkendelse af din sårbarhed er ikke den eneste ingrediens i robustheds-cocktailen, men den er en meget vigtig del af den.
Vi har ALLE sider af os selv, som vi ikke bryder os om, som vi er bange for eller pinlige over, sider vi prøver at skjule, sider hvor vi kan ”angribes” og såres – ALLE!
Når vi kender dem og står ved dem, frigører vi indre ressourcer i hobetal.
3 indledende skridt til intelligent robusthed:
1. Sig det som det er
2. Fortæl hvordan du har det
3. Sig hvad du har brug for
Skriv et svar